Er du klar?

Er du klar?

Hvor ofte tror vi, at alle forudsætninger skal være opfyldt, at alt skal være perfekt, timet og tilrettelagt, og at resultatet skal være sikret på forhånd, før vi gør det, vi inderst inde ved, er det rigtige at gøre?

Hvor tit lader vi tvivlen og frygten for fremtiden, succes, fiasko, andres meninger og eget tankemylder stoppe os?

Hvor ofte lader vi vores egen uklarhed hindre os i "bare at gøre det"?

  • Sende den ansøgning
  • Starte den virksomhed
  • Sige det, vi mener
  • Hjælpe andre når de har brug for hjælp
  • Gøre vores bedste, på vores måde
  • Vise os, som den vi er

Klar - Parat - Start!

Det er kommandoen til ethvert konkurrenceløb - den 3-trins raketaffyring, som skal bringe os først over målstregen, til månen, til stjernerne, til øverst på skamlen, til succes og lykke... Klar - Parat - Start!

Er du klar?

Når det drejer sig om fysisk formåen og om at kunne noget, kan vi have gode dage og dårlige dage. Vi kan føle os mere eller mindre oplagte, kompetente, fit eller tændte. Vi kan genopfriske vores plan og strategi, vurdere os selv i forhold til opgaven og konkurrenterne og bedømme vores chancer for at komme ind som nummer 1.

Men uanset hvad: når du står på startlinjen, er der kun en vej, og det er fremad, når startskuddet lyder. Sådan er det med spil, løb og konkurrencer. Hvis du vil vinde, skal du møde op og deltage.

Resten (ruten, underlagets tilstand, de andre løberes aktuelle styrke, vind- og vejrforhold, tilskuernes opbakning) er ikke op til dig.

Og når løbet er i gang, kan alt ske.

Mød op og løb, er det eneste, du kan kontrollere - og eneste forudsætning for at vinde løbet.

Er du klar?

Mange møder ikke op.

Måske fordi de tror, at dagsformen ikke er helt, som den burde være. Måske føler de sig ikke "i zonen". Måske fordi de vurderer, at de ikke er stærke nok i forhold til konkurrenterne. Måske fordi de ikke synes om lige netop den type banegrus. Måske fordi de ikke kan lide at løbe i solskin, regnvejr eller når det er overskyet. Måske fordi vennerne ikke når frem og står på sidelinjen og hepper. Måske fordi...

Måske drejer det, at være klar, sig slet ikke om fysik, kompetencer, omstændigheder eller sandsynligheden for at kunne vinde?

Måske er det ingen konkurrence, når det kommer til stykket?

Måske handler "klar" mere om mental klarhed, indre klarhed, om at "se klart"?

Måske er det kun dine egne tanker om alt muligt, som hindrer dig i at møde op? 

Er du klar?

Hvis vi (Helle og Poul) skulle have ventet med at starte Stressfrihed.dk projektet i 2017, til alt var klart, var vi aldrig kommet igang - vi var ikke klar...

En helt ny måde at se, forstå, forebygge og komme ud af stress på - i en milliard-industri af mindfulness kurser, stress-håndtering og stress-coaches?

Hvor op ad bakke bliver det lige? Hvor skarpt er "konceptet"? Skiller vi os for meget ud? For lidt? Og hvad med hjemmeside, marketing og alt det andet, som bør være på plads først?

Er vi gode nok til at vise andre noget nyt, noget som virker, men som ingen har hørt om før?

Vi var ikke klar - i forhold til alle omgivelser, normale forudsætninger og sandsynligheden for at få succes.

Men vi gjorde det alligevel.

Og vi møder stadig op.

For vi så og ser stadig klart og ved inderst inde, at det er det rigtige, vi gør.

Vi møder op, og derfor oplever vi gang på gang, at det vi deler med andre gør en positiv forskel.

Vi møder op.

Andet kan vi ikke gøre.

Er du klar?

 

Klar - Parat - Start! - hav en fantastisk dag.

Mange hilsner

Helle & Poul
 

PS.
Er du klar?
Tjek vores aktuelle Stressfrihed i praksis kurser - om hvad du kan og kan lade være med at gøre.

 

Se også "Kend dig selv" - Stressfrihed Danmark Panelets eneste anbefaling

 

#stressfriheddanmark #stresspanelet #kenddigselv #jegerklar #livsforståelse