Stressfrihed Panelet anbefaler

3P Stressfrihed Panelet (i daglig tale 3P Stresspanelet) kommer her med sin første og eneste anbefaling til løsning af stress-problemet:

Kend dig selv.

Den er omkring 2500 år gammel og kan føres tilbage til filosoffer som Sokrates og Platon i det gamle Grækenland – så hvorfor den anbefaling, og hvorfor nu?

Fordi den er nøglen til at løse den stress-svøbe, som af WHO er udnævnt til at udgøre verdens største sygdomstrussel i 2020. Og det ser ud til, at WHO får ret – 2020 er lige rundt om hjørnet, og stress-sygdomskurven stiger stadig…

Den danske regering oprettede i juni 2018 et officielt stresspanel, som skal komme med anbefalinger til at bryde denne kurve. Der er ingen stress-forskere med i dette panel, hvorfor stress-forskerne i januar 2019 har etableret deres eget stresspanel.

Begge paneler fokuserer på forskellige ”miljø-årsager” og kommer med anbefalinger til ændringer af disse årsager (nedlæg skoleintranet, ændre måden vi leder og planlægger arbejdet, gentænk strukturer og rammer for liv og arbejde osv.).

Dette perspektiv tager det enkelte menneske, individet, ud af ligningen – og gør man det, finder man ikke løsningen på stressproblematikken.

Individets oplevelse

Stressfrihed.dk oprettede derfor 3P Stresspanelet for at pege i en anden retning, indad i stedet for udad, fordi fokus tilsyneladende er flyttet fuldstændigt fra individet selv til individets livs- og arbejdsomstændigheder.

Det mener vi er både forkert og forværrende, hvis vi ønsker at knække stresskoden og -kurven.

Det er som at lede efter nøglen under gadelampens skær, fordi der er mest lys – i stedet for at lede inde i huset, der hvor vi tabte nøglen.

Kend dig selv - indsigt, selverkendelse og forståelse - er den tabte nøgle.

Kend dig selv-anbefalingen peger indad, peger fokus tilbage på individets oplevelse og undersøger hvordan den menneskelige tankeproces og opfattelsesevne fungerer, måden vores livsoplevelse skabes på, for hver eneste af os, øjeblik for øjeblik.

Der findes årsagen og løsningen.

3P Stresspanelet fokuserer derfor på:

  1. Stress er en personlig oplevelse, og de skadelige virkninger heraf er individuelle.
  2. Stress opstår i individets opfattelse af sig selv og omverdenen (indre oplevelse) og kommer dermed ikke fra omgivelser, miljøer, hændelser, ledelse, ledere eller andre (ydre omstændigheder).
  3. Løsningen på stress-problemet er derfor en individuel bevidsthedsproces med indsigt i egen tankegang og forståelse af, hvordan den personlige livsoplevelse og opfattelse af omverdenen skabes og fungerer.

Eksempel:

”Arbejdsmængden” er ofte udnævnt som en af de store syndere, når vi taler stress, normalt underforstået ”en for stor arbejdsmængde, i forhold til den stressede persons oplevede mulighed og kapacitet til at klare arbejdsmængden inden for den til rådighed værende tid.”

Normalløsningen er at se på selve ”arbejdsmængden” for personen i forhold til andre, se på hvordan lederen leder og fordeler den totale arbejdsmænge ud på individer, måske måden det bliver gjort på, personens egen medbestemmelse/indflydelse på tildelingen, rimelighed i tidsforbrug pr. sag og hvad andre bruger af tid, sagsomfang/tyngde, deadlines osv. – og så regulere (eller ikke regulere) arbejdsmængden i forhold til denne vurdering, foretaget af lederen, enten alene, sammen med personen eller sammen med den gruppe, personen er relateret til.

Det man overser her er, at det er personens oplevelse af arbejdsmængden i forhold til sig selv, der er afgørende for, om personen bliver stresset – altså ikke hverken arbejdsmængdens reelle størrelse, omfang, tidshorisont for færdiggørelse, rimelighed i forhold til hvad lederen synes eller hvad andre gør.

Det er udelukkende personens egen oplevelse, der er årsagen til stress, for præcis denne person.

Ingen mennesker har samme oplevelse. Derfor findes løsningen for den enkeltes stress udelukkende i den enkeltes egen oplevelse – ikke andre steder.

Vi kan nok blive enige om, hvad et dårligt arbejdsmiljø er for noget, og hvordan et godt arbejdsmiljø skal se ud. Men uanset hvor mange regler vi laver for god ledelse, tone og etik, uanset hvor ”godt” det ser ud på papiret, kan vi aldrig bestemme, hvordan alle mennesker oplever et bestemt miljø i praksis.

Løsningen på præcis min stress findes altså ikke "derude" i miljøet et eller andet sted, kun inden i mig selv.

Kend dig selv – så enkelt er det egentlig.

Bevis

Vi er helt enige med alle andre i, at arbejdsforhold og arbejdsmiljøer skal være så menneskelige, gode, sunde og bæredygtige som overhovedet muligt.

Vi har også lært, at når vi gør noget, skal vi helst støtte os op ad forskningsmæssigt evidensbaserede metoder for at skabe forudsigelige resultater.

Men lige nu er der bare ingen evidensbaserede metoder, som kan benyttes generelt til at bryde stresskurven.

Stresskurven selv er til gengæld bevis for, at den retning vi forsker og kigger i lige nu, ikke fungerer.

Hvordan kan vi fortsat gøre mere af samme slags og forvente andre resultater?

Den støt stigende stresskurve viser netop, at flere studier i arbejdsmiljø og mere arbejdsmiljølovgivning, flere lederkurser, tiltag baseret på "tillært robusthed" og ”stresshåndtering”, forsøg på at ændre adfærd, omgivelser og miljøer for længst har slået fejl - netop af samme grund.

Men løsningen findes, når vi begynder at se i den retning årsagen ligger, usynligt og uskyldigt indeni - i stedet for lede efter og placere skylden på os selv eller det, vi kan se, på alt og alle andre derude.

Du og jeg er dem, der skaber et bestemt miljø eller en bestemt kultur.

  • Når vi har tillid til os selv og andre, skaber vi et tillidsfuldt miljø.
  • Når vi er glade for vores arbejde, skaber vi et glad arbejdsmiljø.
  • Når vi er stressede….

Når vi hver især tør begynde at se indad, undersøge og forstå, hvordan den menneskelige livsoplevelse skabes inden i os - og hvad det betyder specifikt for mig - finder vi kilden og løsningen.

Du behøver ikke længere andres anbefalinger til at leve dit liv.

Kend dig selv, og svarene kommer til dig.

Min stress, mit ansvar

Så længe jeg forsøger at give omstændigheder, hændelser, miljøer, ledere, kollegaer eller andre mennesker ”skylden” for min stress og de eventuelle skadelige virkninger, så længe fastholder jeg mig selv i stress.

  • Kun ved at kende mig selv, kan jeg skabe en mere realistisk oplevelse af mig selv, mine kompetencer, svagheder, styrker og relationer.
  • Kun ved at kende mig selv, kan jeg skabe en mere realistisk oplevelse af mine omgivelser, andre mennesker og alt andet, der sker omkring mig lige nu.
  • Kun ved at kende mig selv, kan jeg skabe en mere realistisk og mental sund livsoplevelse.

Når jeg kender mig selv, ved jeg, hvad jeg vil tillade, og hvad jeg vil finde mig i.

Når jeg kender mig selv, ved jeg, hvad jeg vil sige og gøre, hvad der er rigtigt og forkert for mig.

Når jeg kender mig selv, ved jeg, at andre har det på samme måde, deres måde.

Og når jeg forstår, at det hænger sådan sammen, er skadelig stress kun en option, hvis jeg tillader det.

Hvordan har du det?

 

Kærlig hilsen
Helle og Poul

 

Stressfrihed Danmark

#stressfriheddanmark